Ridebanespringning er let at forstå, og udfordringen er ligetil: Spring en bane med op til 18 spring, som er op til 160 cm høje og 220 cm bredde – uden fejl. Ekvipagen får fejl, hvis hesten river en bom ned eller stopper foran et spring.

Hest og rytter er nødt til at samarbejde om at komme igennem banen. Tempoet skal være rigtigt, rytteren skal have bedømt afstanden til næste forhindring, så hesten får det rigtige afsæt og kommer sikkert over springet. Rytteren skal også holde øje med tiden: Rytteren som rider for stærkt bliver måske for uforsigtig og river en bom ned, mens en overforsigtig rytter måske får tidsfejl. 

Før konkurrencen starter, får rytterne lov til “at gå bane”. Det betyder, at de til fods kan gå rundt på banen og se springene an. Rytterne har på den måde mulighed for at få en indtryk af, hvor svær banen er, hvordan springene ser ud – hvilken type det er – hvordan de står i forhold til hinanden, og i det hele taget alle de forhold der spiller ind på sværhedsgraden. Rytteren lægger også mærke til, om der “smutveje” på banen. Det vil sige, om der nogen steder er mulighed for at skyde genvej, så rytteren kan vinde tid.

Der findes forskellige typer springkonkurrencer: Med omspringning eller klasser hvor tid og fejl bedømmes med det samme. Men fælles for alle klasser er, at hest og rytter skal ride banen på den angivne måde, hvilket vil sige den måde, banebyggeren har designet banen til at blive redet på.
Hver forhindring har et nummer, og en forhindring kan godt bestå af flere spring. F.eks. et dobbeltspring eller en tre-kombination.
Målet for rytteren er at komme igennem banen indenfor den fejlfri tid eller på den kortest mulige tid med færrest fejl. Første gang en rytter refuserer, gives der 4 fejl. Næste gang bliver rytteren diskvalificeret. For hvert spring eller ben i vandgraven gives der også fire fejl.

Se mere på rideforbund.dk