Dressur

Dressur er en konkurrenceform, hvor hestens lydighed, smidighed i bevægelserne, fysik og evner bedømmes, ligesom rytterens opstilling og samarbejde med hesten vurderes af dommerne. Øvelserne skal udføres i en hensigtsmæssig form, som bygger på hestens naturlige forudsætninger.

Denne disciplin er ofte blevet sammenlignet med klassisk ballet og bliver ofte betegnet som verdens sværeste sport, fordi der kræves så fantastisk mange kvaliteter af både hest og rytter. Under konkurrencen rides et program, hvor forskellige gangarter og øvelser bliver bedømt ud fra en pointskala mellem 1-10. Helhedsindtrykket af hele ekvipagen bedømmes også, ligesom visse øvelser anses som særligt svære eller udslagsgivende.

Dressur er gradueret så sværhedsgraden af øvelserne stiger i takt med niveauet. Jo højere niveau der rides på, des sværere er det for mindre erfarne at bedømme de små finesser, der ligger til grund for pointene. Ud over de obligatoriske dressurprogrammer er kür-programmerne, hvor rytterne selv sammensætter et program med dertilhørende musik, en populær disciplin.

Dansk Ride Forbund bliver sponseret af Dressurens Venner, hvis formål er at højne dressuren i Danmark.

Se mere på rideforbund.dk